Nyhed

Stop Lynetteholm Projektet

Et flertal i Folketinget og i Københavns Borgerrepræsentation forsøger i øjeblikket at haste en plan og en anlægslov igennem for Lynetteholm Projektet. DNs afdelinger langs Øresund er dybt bekymrede over dette projekt.

Et flertal i Folketinget og i Københavns Borgerrepræsentation forsøger i øjeblikket at haste en plan og en anlægslov igennem for Lynetteholm Projektet, en ny ø ud i Øresund med plads til 35.000 nye borgere i Københavns Kommune.

Begrundelsen for projektet er at stormflodssikre København og samtidig skabe en ny bydel. Danmarks Naturfredningsforenings afdelinger langs Øresund er dybt bekymrede over dette projekt. Det gælder både den nye anlægslov, der er på vej, og den mangelfulde miljøvurdering, der ligger til grund for anlægsloven.

Da Lynetteholm er et projekt af historisk stort omfang, der strækker sig langt ind i fremtiden og ikke kun vil påvirke København, men samtlige kommuner langs Øresund og hele havmiljøet i Østersøen, har alle Naturfredningsforeningens Afdelinger fra Gilleje til Stevns, herunder DN Frederiksberg, sendt et brev til Folketingets Transportudvalg, Miljø- og Fødevareudvalget og Indenrigs- og Boligudvalget samt de relevante ministre.

Her opfordrer vi til at hele projektet genovervejes. Vi er ikke alene med den  bekymring, den kraftigste reaktion er kommet fra Länstyrelsen i Skåne, som kraftigt har kritiseret den manglende miljøvurdering og Lynetteholmens samlede konsekvenser for havmiljøet i Øresund og Østersøen. Hvis planerne gennemføres vil det få mange alvorlige konsekvenser, også for os på Frederiksberg.

Projektet forudsætter, at man fylder Kongedybet helt op med sand og jord ind til Refshalvøen, hvilket vil medføre ændrede strømforhold i Øresund og resultere i en reduktion i tilførelsen af iltrigt saltvand til den allerede nødlidende Østersø, hvilket kan få store negative konsekvenser for biodiversiteten i havområdet.

Københavns Havn vil få dødstødet ved at miste forbindelsen til det åbne hav og kun være forbundet med Øresund via en smal kanal vest for Trekroner.

Samtidig med dette går store kulturhistoriske værdier tabt. 3 fredede historiske monumenters omgivelser vil blive lukket inde af bebyggelse. Det er Lynetten, Trekoner og Middelgrundsfortet, der næsten bliver landfast. Desuden det vest for Trekroner på havbunden liggende rester af det første Trekroner.

Arkæologer mener ligeledes, at der ligger mange stenalderbopladser på havbunden, hvor Lynetteholmen skal placeres, og det vil kræve store ressourcer at udgrave disse, inden projektet kan realiseres. 

Byggefasen vil tage ca. 50 år og i den tid skal der dagligt køre 720 lastbilstog om dagen med jord gennem København til projektområdet. Hvor mange af dem skal køre gennem Frederiksberg Kommune?

Det vil også blive nødvendigt at flytte Renseanlægget Lynetten til en ny placering på en kunstig Ø ved Avedøre Holme. Af den grund bliver nødvendigt at omlægge store dele af spildevands-rørnettet i København, hvilket bliver yderst kostbart. Den regning ville vi på Frederiksberg skulle være med til at betale.

På Frederiksberg og i København er man i gang med en meget kostbar skybrudssikring af byen, hvilket indebærer at skybrudsvandet skal føres gennem en tunnel ud til Kalvebod Brygge. Hvis projektet med at lukke havneindløbet gennemføres, kan man risikere at de store mængder stærkt forurenet vand, som ved skybrud ledes ud i havnen ikke kan komme videre, da indløbet til Øresund er så smalt, at der vil være en begrænset vandudskiftning i inderhavnen. Dette kan medføre, at havnens vandmiljø vil blive skadet mange år frem ved sådan en hændelse, hvilket bagatelliseres af dem, som står for projektet.

Et flertal i Frederiksberg kommunalbestyrelse gav allerede i januar 2019 sin principielle støtte til disse planer. Det hang sammen med Frederiksbergs medejerskab af Metroselskabet, som er involveret i projektet. Vi opfordrer de partier, der på Frederiksberg har støttet projektet til at ændre holdning og i stedet for støtte Danmarks Naturfredningsforenings opfordring om at projektet genovervejes! Frederiksberg Kommune bør trække sin støtte til Lynetteholmen tilbage!

 

Hvis du vil vide mere om projektet og dets konsekvenser, har vi samlet nogle af de mest informative dokumenter her:

Læs om selve projektet, se Københavns Kommunes Hjemmeside: https://www.kk.dk/lynetteholm

Læs DN’s Øresundsafdelingers brev til Folketinget her

Læs Länsstyrelsen Skåne indsigelse mod Lynetteholm her

Læs Østerbros Havnekomites indsigelse her